Når man beslutter at anskaffe sig en kanin, er et af de første spørgsmål som melder sig, ofte om det skal være en han eller hun. Dette synes jeg er svært at give et entydigt svar på, da det jo for eksempel kan afhænge af, om man ønsker at avle. Skal man kun have en kanin, og kun som kæledyr, vil jeg dog nok anbefale en han. Min erfaring er, at de er lidt mere stabile i deres temperament, og ofte bliver lidt mere kælne og rolige.
Når man kommer hjem med sin nye kaninunge, er det jo som oftest svært, ikke at være omkring den hele tiden, og tage den ud og nusse den. Det er dog vigtigt at vide, at kaninen har brug for tid, til at vænne sig til sine nye omgivelser, og sit nye hjem. Derfor skal kaninen have ro i starten, og have lov til, i eget tempo at vænne sig til de nye ejere, og det nye hjem. Hvis man ikke er opmærksom på dette, kan man få en stresset og utryg kanin, som det bliver svært at få det optimale forhold til.
Start med at give kaninen ro et par uger, hvor du selvfølgelig passer den, men nærmer dig den ved at åbne lågen, og tilbyde noget lækkert med hånden. Når kaninen så er blevet så tryg, at den straks kommer, når du åbner, og ikke er bange for din hånd, kan du begynde stille og roligt at tage den ud, og nusse og snakke mere med den uden for buret. Lad den ikke løbe frit rundt inde, eller sætte den i løbegård, før den er helt tam. Du risikerer at du skal jagte den for at få den ind igen, eller at den gemmer sig, og så er noget af arbejdet med at få den tam ødelagt, da den så ikke længere kun forbinder dig med noget godt. Ikke alle kaniner kan lide at blive løftet, men det er jo tit nødvendigt, så væn din kaninunge til det, fra den er lille, og løft aldrig i nakkeskindet eller ørene, men under maven og numsen.
Nedenstående er et eksempel på, hvor meget det kan lønne sig for både kanin og ejer, at man bruger meget tid med sine kaniner, og at de er helt tamme. Jeg kom ned i stuen en morgen inden arbejde, og kiggede ud i min have. Det der mødte mig, var åbne bure, og løse kaniner i haven. Noget af en forskrækkelse, men det lykkedes mig uden problemer, at gå ud i haven, og få alle kaniner tilbage uden der var brug for at jage dem. De kender min lugt, stemme og adfærd, og er helt trygge ved mig, så jeg kunne simpelthen bare gå ud og tage dem op. Så kan man vist sige, at arbejdet med kaninerne lønner sig for alle parter.
Når man skal købe bur til sin kanin, findes der jo et utal af variationer og muligheder. Mit råd er, at tænke pratisk, når der skal vælges et bur. Sørg for, at buret er nemt at rengøre, og at det er let at komme til i hele buret. Det er også godt at huske, at kaninen ikke kommer i løbegård i vintersæsonen, så man skal have med i overvejelserne, at kaninen skal have nok plads at bevæge sig på, også i de perioder, hvor den ikke har mulighed for, at komme ud og løbe.
En minimums burstørrelse til en kanin er efter min mening 60x60 cm, men selvfølgelig gerne større. Det er vigtigt at sørge for, at buret er placeret, så kaninen ikke kan blive forskrækket, fordi man nærmer sig bagfra eller lignende. Det er ligeledes vigtigt, at et udendørs bur altid står i læ, og er tørt, da kaniner er følsomme overfor træk og urent/vådt bundmateriale. Rens derfor bur mindst en gang om ugen, og brug eventuelt kanintoiletter, ligesom Jeg gør med mine kaniner. Sørg for at der er godt med halm alt efter årstiden, og altid rene toiletter, og vær altid sikker på, at kaninen har adgang til frisk hø og vand.
Om sommeren elsker kaniner at komme i løbegård, hvilket også er rigtig godt for dem. Det er dog vigtigt at huske, at der også her skal være adgang til frisk vand, og at kaninen skal have mulighed for at søge skygge, så de ikke får hedeslag. Kaniner kan være temperaturfølsomme, men kan sagtens selv regulere det, når bare forholdene er sådan, at de har mulighed for det.
Jeg giver mine kaniner ca. 1 dl kaninpiller hver om dagen, og grønt/frugt ca. 3 gange om ugen. Kaniner kan få dårlig mave, så hold hele tiden øje med afføringen, og undlad helt at give andet end kaninpiller og hø, hvis der skulle opstå problemer. Så er min erfaring, at det i løbet af et eller to døgn, går iorden af sig selv igen. Hvis dette ikke er tilfældet, bør man selvfølgelig søge dyrlæge. Af hensyn til fordøjelsen, bør foderskift derfor også foregå gradvist, hvis man ønsker at overgå til andet foder, end det kaninen er vant til.
Har man iøvrigt spørgsmål, eller har brug for yderligere råd og vejledning, er man velkommen til at kontakte mig.